Forsiden

als-veteranklub.dk

 

         

 

Skyet men tørvejr, masser af "publikummer", aktiviteter, hygge og "fagsnak" prægede hele dagen.

Tredie årlige træf blev en bragende succes med gæster fra fjerne egne.

 

Als-veteranklub's 3. årlige klubtræf

21. august 2010

 

Plakaterne var delt ud. Græsset var nyslået, skiltene sat op og flagene hejst. Sponsorgaverne var linet op, boderne, kaffen,

grillen og p-vagterne var på plads. Nu var det bare op til vejret og ejerne af veteran og klassiske køretøjer, om dagen blev en succes.

Klubben havde lovet rundstykker og en ringridder til de frivillige, og klubben takker for hjælpen op til dagen, på dagen og ikke   mindst bagefter. Mens rundstykkerne blev spist kom allerede de første.

Det tegnede godt og i løbet af dagen nåede vi op på stolte 59 køretøjsnumre til publikumskåringen.

  
       
Først til mølle.... Gårdspladsen var fyldt op allerede inden kl. 10 med disse herlige køretøjer.

       
Overalt var der hele dagen godt besøgt. 

       
Vores kasserer Ole havde til tider travlt. Det blev til seks nye medlemmer ialt.

                           
Indenfor blev der spundet garn og hygget i "kaffestuen". I baggrunden ses sponsorgaverne.

        
Thomas havde i et hjørne lavet et "ladefund" med én af sine Morris'er, en model 10/4 serie M fra 1946. Fiks lille detalje, der var godt besøgt hele dagen. Han fik sikkert mange gode, brugbare råd med på vejen..!

        
Opel Olympia 1900 årg. '68. Efterhånden en sjælden bil. Istandsat af den unge mand på billedet. Godt gået. 
Foreslår at vi til næste år præmierer den bedste restaurerings-historie.
Den hvide Mercedes 280S fra ´68 med 4 ratgear har også en interessant fortid. Den kommer jeg tilbage til en anden gang. 

       
Mercedes 250S fra '67 og Ford A Four Door fra '30. Ford'en snuppede 2. præmien, helt fortjent.

                            
Iver's Opel Olympia fra '38 var til salg, nok derfor der stod så mange og beundrede dens 1485ccm motor.
Hans Henrik's V8 Pontiac Bonneville Convertible fra '62 med tre automatgear har været "under behandling" som Månedens Køretøj", så vil I vide mere, så synes jeg I skulle læse rapporten. 

       
Jes' Ford Fairlane fra '68 var pyntet flot med flag. Med den snuppede han en fortjent 3. plads. Tillykke med det.
Fiat 124 Sports Coupé fra '67 har efter sigende altid kørt i Sønderborg, været ejet af en tankstationsejer og kørt som "konebil", samt stået i udstillingen hos Fiat-forhandler Jacobsen. Er der nogen derude der ved mere om bilen, må I gerne kontakte mig, så laver jeg en Månedens Køretøj med den.

        
Søren havde sin DKW F7 fra '38 med 2 cylindre, 2 takter og 3 gear til salg. Han fik kontakt med en familie fra nord-Jylland der kendte køretøjet. De ville se om de kunne finde ud af lidt mere om dets historie. Verden er lille!
Jacob har helt selv opbygget sin Morris Minor Traveller Super fra '68 med 1300ccm Morris Marina-motor af et vrag. Han synes åbenbart også at verden er lille, for i sommerferien kørte han med familien til Nordkap med en campingvogn på slæb! Det må der kunne laves en historie ud af.

        
Emil's Morris 1000 Super med 1100ccm motor fra '71 har også været Månedens Køretøj.
Diana's Triumph TR6 er en rigtig flot pigebil. Og ja, farven er original. Engelsk sportsvogn når det er bedst!
Jeg foreslår at vi til næste år præmierer den kvinde, der har det flotteste køretøj med.

        
Ole's Sunbeam Rapier Fastback fra '68 har også været Månedens Køretøj. Meget sjælden. Læs hellere historien.
Bag laden kunne knallerter og motorcykler stå på sten- og betonbelægningen. Der var dagen igennem rigtig godt besøgt.

       
SCO Budknallert fra '74 med 3 gear og kickstarter. Er der stadig nogen der kan se købmandens bud komme fræsende?
SCO Standard fra '71 med 3 gear og "snuble-kyse".

         
Årets vinder af publikumskåringen blev en motorcykel (sådan Johan!), nemlig denne flotte Honda 500 Four K fra ´78.
Taarnby ZU fra '63 med Radexie stel. Første årgang med 3 gear. Oprindelig solgt fra forhandler i Åbenrå. Ejeren fortalte at han har skruet på og samlet danskproducerede knallerter i over 30 år. Hvis jeg ellers husker rigtigt, så har der i tidens løb faktisk været omring 65 knallert-producenter i Danmark!

        
Matchless CSR 15 fra ´65. Da Matchless på det tidspunkt var ejet af Norton, var den fra fabrikken udstyret med en Norton Atlas-motor, Norton Roadholder forgaffel og Norton forbremse. Det røde der kan ses under cyklen er venstre sidedæksel, tabt undervejs og uheldigvis kørt over af en lastbil!
DKW SB 500A LUX fra '38 med moderne "skvatmøts".

        
BMW R60 US fra '67 (model til det amerikanske marked).
DKW RT 350/S Weltmeister fra '58 med 2 cylindret 350ccm motor.

       
BSA M21 (M for millitærudgave) fra '37. Min bog siger at den har 4 gear, 591ccm motor og 15bhp. Flot instrumentering.

       
BSA A10 Golden Flash fra '54 med 650ccm motor. Første årgang med "moderne" bagfjedre.
Opel P1 fra '60 med 1700ccm motor. Europæisk produceret amerikaner-design med "knæ-knuser"- panoramavindue.

        
Morris Minor 1000 Super fra '69 og MKP Smutti fra '82.
Tove og Egon´s (Ole Opfinders læremester) vogntog kan ikke beskrives kortfattet. Det skal opleves. Stik hovedet ind næste gang i ser dem, men vær forberedt på at øjne og ører bliver overbelastet!

        
Ford Anglia fra '63 med 4 cylindre og 40HK. Flot pyntet med flag, og med den sjove skrå bagrude.
Triumph TR4 fra '63 med 2 liters motor, 4 gear og el-overgear. Flotte hvide dæksider.

        
Den blå Alfa har jeg desværre mistet mine notater om. Sorry.
MG TD fra '52 med 1250ccm motor og 4 gear i sjælden, original champagnefarve. Produceret i perioden '49 til '53 i 29.644 eksemplarer. Nypris kr. 14.500. Til sammenligning havde ejeren fundet følgende priser i Hvem Hvad Hvor: Årsløn for faglært ca. kr. 7000. 1 rugbrød kostede kr. 1,17. 500gr. kaffe kostede kr. 7,44. 1 øl kostede 73 ører. 1L sødmælk kostede 51 ører. 20 cigaretter kostede kr. 3. 1L benzin kostede 80 ører og en Folkevogn ca. kr. 11.000. 

       
Austin Allegro årg. ? Bilen var til salg. Repareret og synet i 2009 for 15.000 kroner. Der er meget arbejde, men den er efter min mening bevaringsværdig, for hvornår har vi sidst set sådan én på gaden? Er der én der er modig nok?
Folkevognen er desværre også gået min opmærksomhed forbi. Øv!

        
Tove og Per kom helt fra Silkeborg. De havde været til 40 års fødselsdag på nord-Als dagen før. Fin restaureret Fiat 127 (Seat) fra ´75 med gamle, originale sorte nummerplader. Tak for sludderen og besøget.
Jeg foreslår at vi til næste år giver en præmie til det køretøj der har kørt længst for at komme til vort træf. 

       
Dannebrog og flag fra "Republikken Ærø". To biler fra veteranklubben på Ærø lagde vejen forbi vores træf. Tak for besøget.
De fortalte at de kunne skaffe os færgebiletter til halv pris, så derfor vil vi førsøge at stable en klubtur på benene til næste år.
Volkswagen 1500S, og Opel Record 1900L fra '69 med automatgear og, som noget meget sjældent, servostyring. Opel'en har fra ny kørt som diplomatvogn, var til salg og lige til at køre hjem i.

       
Tidstypisk udstyr forhøjer herlighedsværdien.

        
Opel Manta B 1,9S fra '78. Hans Jørgen´s foretrukne "fræser".
Nikki `s Ford Consul 315 fra '63 med gamle, sorte Sønderborg-nummerplader. Bilen har han faktisk fået forærende. Hvis vi engang laver en historie med den, forbliver sikkert ikke et øje tørt.

                           
Det er aldrig for tidligt for næste generation at komme i lære som "veteran-tosse".
Bag den store klap gemmer sig en Mercedes 350SL fra '71.
MGA 1500 fra '58 med 1600ccm motor.

        
MGA MK2 fra '62 med 1622ccm motor.
MGB GT fra '71 med 1800ccm motor.

       
VW 1302 Cabriolet (Karmann) fra '76 med 1600ccm motor og originallakering. Den var til salg og på tyske plader.
Traktorer var der skam også nogle af, og godt for det, siger jeg. Her to Bukh 403 Super fra '66. Dansk kvalitet fra Vordingborg når det er bedst. Den til venstre var virkelig overordentlig flot. Egon's til højre har han lige købt, endda her på Als. Den skal sættes i stand i løbet af vinteren, siger han, men Ans og Bart fra Mekanisk Museum havde nu allerede forhandlinger i gang.

                  
Jeg fik mig en lille sludder med Jesper vedrørende hans gamle CF-lastvogn, der er en Dodge D 203L fra '57 med 6 cylindre. Han kunne fortælle at den kun har kørt ca. 28.000km fra ny, stadig har de originale bremsebakker monteret, og snart skal til syn, så det vistnok er nødvendigt at lave den ene bagbremse inden! Desværre havde han ikke rigtig haft tid til at tage nogle af sine stationære motorer med, som han ellers har en anselig samling af. Så må han jo bare have det dobbelte antal med næste år.

        
Singer Nine fra '51 med 1200ccm motor. Månedens Køretøj december 2009.
MG TD fra '53 fra Flensborg. Desværre nåede jeg ikke at tale med ejeren.

                  
Jonny kom fra Vojens hvor det regnede.., han ringede ekstra om hvordan vejret var nede hos os inden han tog afsted!
Har I også sådan en p-skive liggende af pap eller (hvis det skulle være helt moderne) af plastik, så brug den, i stedet for en moderne, kønsløs designer-skive. Nostalgi i højgear.
Opel har jo altid være god til at bruge titlerne på søens folk som navne til deres biler. Her er det en Opel Kaptajn 2,6 fra '60 med 3 ratgear og originale, sorte nummerplader. 

       
Fiat 124 Sport Spider (cabriolet) fra '71, 1608ccm twin cam-motor med 110HK, 5 gear og gamle sorte nummerplader.
Egon på sin nyerhvervede BUKH 403 gør klar til at give starthjælp til.....

       
....denne unge mand, og hans Ford Mustang fra '65. Det holdt hårdt, men det lykkedes til sidst.

                           
Ejeren af denne Citroen 2CV havde diverse ting med til salg. Desværre nåede jeg ikke at byde på Cobb-grillen.
Henrik i sin Ford A fra '30 og Hans i sin Ford A fra '29 havde kaffen med, for som Henrik plejer at sige: Vi skal jo hygge os, mens vi kan, ikke? Desværre var de lidt for hurtige, og jeg fik ikke det billede jeg kom efter.

       
Fiat 600 fra '71. Oprindelig med 26HK, men ombygget med Abarth-motor på 900ccm og 72HK. Ikke så mærkeligt at motorklappen nødvendigvis skal stå åben som på en halsende hund.


A-pro-po hund: Klubhunden Kvik scorede sig en velfortjent pølse, men blev et øjeblik helt stiv i blikket, da han troede jeg ville tage pølsen i stedet for at tage et billede. Det satte kun endnu mere gang i pølse-gnaskeriet.

                          
Klokken blev 15.00 og stemmerne fra publikum skulle tælles op og der var tæt løb om de første pladser.

                                        
Thomas kalder folk til samling, så præmierne kan uddeles.

  
1. pladsen gik til Brian Petersen og hans flotte Honda 500 Four K.
2. pladsen gik til Hans Jørgensen og hans Ford A
3. pladsen gik til Jes Petersen og hans Ford Fairlane

                        
Publikumspræmierne blev fundet ved lodtrækning og 1. præmien gik til denne glade unge mand, Henrik Thomsen. Tillykke.

Vi vil gerne sige mange tak til alle vore sponsorer, der har hjulpet os med præmier og/eller andet, for at vi kunne afvikle vores træf og stumpemarked 2010.

  

  

                

    

                          Jønnes Cykler

          

                        

   

Nogle kom og kørte inden jeg kunne nå at fange dem med kameraet. Andre er måske desværre glemt.
Måske næste træf skulle være over tre dage? Så havde man da en pæn chance for at nå hele vejen rundt, og få alle historierne med.
Tak til alle de der har medvirket til at træffet kunne afvikles. 

På klubbens vegne
Stor træf - hilsen

Thomas og Poul     

Tilbage til forsiden