Forsiden

als-veteranklub.dk

 

         

 

Ja folkens, så skriver vi 2009! Håber i alle er kommet godt ind i det nye år uden varige skader.

Skulle det alligevel knibe lidt med førligheden, så er nedenstående månedsrapport sikker noget

der kan sætte jer i gang igen. Det gjorde ihvertfald mig godt at skrive historien. Her kommer den!

 

 

 

Januar 2009

Chevrolet Impala 1960

 

 

Jeg må indrømme at denne måneds ”test” ikke helt er, som jeg gerne ville have den skulle være. Jeg begik nemlig en fejl, eller faktisk viste det sig senere, at det var to. Den ene har jeg senere rettet op på, den anden har Arne lovet at vi nok skal gøre noget ved, når det engang igen bliver sommer. Nå for Søren da også, disse sidespor!

 

 

 

 

Vort medlem Arne er den heldige ejer af denne skønhed, som i kan se på disse billeder. Til et af vore sidste træf foran Sønderborg Slot overtalte jeg Arne til at lave et interview til ”månedens køretøj”. Da Arne er en meget flink mand, og han med rette er meget stolt over dette kunstværk på hjul, var han heldigvis ikke særlig svær at overtale.

 

Da det var ved at blive mørkt, besluttede vi både at køre og lave interviewet på én gang. Og det skal jeg hilse og sige, er fejlen som jeg ikke begår to gange. For alt det skriveri fik jeg nemlig slet ikke nydt dette herlige køretøj med dets fantastiske V8-lyd og amerikanske flyder-kørefornemmelse. Øv, for pokker da også!! Nå, det har Arne nu siden repareret på, ved at love, at der jo nok kommer en sommer igen. Lad os da håbe det.

 

 

 

 

Nu er det sådan, at månedens køretøj har en særlig interesse for mig, idet jeg kan huske bilen helt tilbage fra da jeg var ung..(ja, ja så længe er det altså heller ikke siden!). Oprindelig har bilen tilhørt Martinus Holst (skotøjshandler i Sønderborg), og Arne har købt den i 1991 af dødsboet efter Anker Holst (søn af Martinus). Arne har stadig den originale købskvittering fra Bruno Kock (Opel-forhandler i Sønderborg), hvor bilen er købt som ny i juni 1960 for kr. 49.725,-, at betale i tre lige store rater. I bytte blev der taget en 1956 Chevrolet.

 

Dengang jeg første gang så Arne køre i bilen (det har jo nok været der omkring ´91) tænkte jeg: årh nej, nu er der én eller anden ung knægt, der har købt den fine bil. Så varer det jo nok ikke længe, inden den er lige til at smide væk! Da jeg nu mange år senere har lært Arne at kende, må jeg indrømme, at den fordom var der da heldigvis ingen hold i. De er begge to (både bil og Arne) et usædvanligt behageligt bekendskab, og de passer godt til hinanden – begge stille og rolige. Heldigvis er bilen bevaret, og at den bliver godt passet på, er der ingen der behøver at være i tvivl om.

 

 

 

Som det kan ses på billederne har den heldigvis de oprindelige nummerplader endnu. Også de for tiden så typiske panorama-vinduer, og stort bænksæde. Bænksædet giver nok ikke den bedste sidestøtte, men til gengæld masser af plads. Og hvem ville også være så tosset at fræse om hjørner med et sådant pragteksemplar?

 

Bilen her er som nævnt en Impala, udstyret med datidens mindste 8-cylindrede Chevrolet-motor (hvilket ifølge Arne absolut er en fordel, da den er nemmest og billigst at holde kørende). Den kunne også fås i de billigere udstyrs-udgaver Biscayne og Bel Air, der med deres oftest 6-cylindrede motorer tit blev brugt til taxi-kørsel. At bilen er med det sjældne Impala-udstyr, har 8 cylindrer, og altid har været i privat eje, gør den dermed til noget helt unikt herhjemme i vort lille skatteplagede land.

 

Og folkens: Dette er ikke den samme model som blev brugt i Olsen-banden-filmene (det var en ´59-model). Det kan i jo selv tjekke næste gang de har tilbud på Olsen-banden-DVD’er.

 

Radioen har kun mellembølge (der var ikke andre måder at modtage radio på dengang på de store stepper i USA), og er ikke den originale (men en anden tidssvarende). Der sad nemlig en lidt for moderne én af slagsen monteret i bilen på købstidspunktet.

 

 

 

 

Der er to automatgear, monteret på ratstammen. De runde instrumenter er utypiske for årgangen. Moden dikterede ellers aflange instrumenter. Bilen er stor, skulle jeg ellers lige hilse og sige. Der skal en ordentlig garage til, men alle hjørner er lette at overskue (der er mere glas end i et drivhus af middelstørrelse), trods det at ”vingerne” bagtil ikke er så udprægede som på f.eks. 1959-årgangen. Motoren har aldrig været åbnet, og har i hvert fald gået 278.000km, brugt på at køre mange langture til bl.a. Nordkap og Italien på fornøjelses- og forretningsture. Den starter hver gang, der er aldrig noget i vejen, og den kører som en ny. Kan man få et bedre skudsmål, når man nu er født i 1960? Da jeg besøgte Arne, havde han taget ledningen af den ene batteripol, for som han siger: ledningsnettet er jo trods alt gammelt, og man kan jo aldrig vide om der ligger en kortslutning og lurer lige om hjørnet! Men da først den er monteret, starter dyret som en mis, og spinder også straks som én. En herlig lyd.

 

 

 

 

Bilen har fået en omlakering engang i midt-firserne. Det har ikke været en tynd salgslakering kan jeg bare fortælle, for den ser stadig godt ud. Ifølge Arne er bilen på disse billeder, den næste i rækken der står for en renovering. Den er lidt udsat lige nu, som den står der i en gammel, lidt fugtig lade, men det bliver der snart lavet om på. De gamle bygninger bliver revet ned til fordel for en helt ny hal, hvor også Impalaen her kan få en plads, som den med rette har gjort sig fortjent til.

 

Nåh, lidt fik jeg da med af køreturen. Der er den her herlige V8-lyd, som ingen andre end en V8 kan lave. Det kan ikke efterlignes, hverken med 6, 10, 12 eller et andet antal cylindre. Det er absolut en behagelig rejsevogn, der bare glider derudaf. Gearskiftet er blødt og behageligt, og man nærmest ikke mærker, at man kører. På prøvedagen overraskede det Arne lidt, at der var så koldt, som det var. Det resulterede i, at der fornemmedes en lille smule hakken fra den ellers så tyste motor. Karburatoris! Noget der let løses med et skud karburatorvædske når temperaturen falder under 10 grader eller sådan, men som Arne sagde: Den skal jo egentlig slet ikke ud, når det er koldt. Og det har han jo så evig ret i. Det er den da også alt for kostbar til. Ja, egentlig burde staten betale Arne for at bevare dette stykke nationalklenodie (lidt lige som de giver umådelige summer til slotte, museer og lignende). Der er ingen sikkerhedsseler. Det er noget nymodens pjat, der først er opfundet senere, men tro mig, herinde i bilen føler man sig som i Fort-Knox. Og én ting lagde jeg da mærke til: man har på fornemmelsen at alle smiler, når de ser bilen, og kan man fortænke dem i det?

 

Ja, det var vist nok et lille sammenkog af bilens historie. Jeg kan allerede sige nu, at jeg glæder mig til det igen bliver sommer. Tak til Arne og konen for den altid pæne modtagelse, og held og lykke med det nye halbyggeri. Vi ses derude når kalenderen har tabt sine vinter-blade!

 

Stor hilsen fra Poul.

 

 

Tilbage til forsiden