Forsiden

als-veteranklub.dk

 

         

 

Det er godt gjort, at man skal blive pensionist, før man får sine længe nærede ungdomsdrømme     opfyld! Det er i hvert fald hvad helten i nedenstående drama måtte igennem, for at få sin "udkårne".

Og så kalder vi os for et "velfærdssamfund". Næh, det burde være en grundlovs-sikret ret at man får  stillet det (eller de) køretøjer vederlagsfrit til ubegrænset rådighed, som man ønsker! Så er det da     godt at helten (sammen med sin heltinde) hen af vejen har bunket lidt mønter på kistebunden.  

 

 

Månedens Køretøj

Februar 2010

Pontiac Bonneville Convertible Coupé 1962

Hans Henrik rejste mellem 1961-63 en tur tværs over USA og Canada, arbejdede med anlæg af motorveje, og kørte i en Pontiac af ældre årgang. Ikke så mærkeligt, at det skulle være en bil af samme mærke, der mange år senere skulle komme til at pryde HH´s garage. En drengedrøm gik i opfyldelse!

   

Carole Jane Day, Lakewood, California, fik den 3. maj 1963 dette pragtfulde køretøj leveret til den nette sum af 4.200$, kørte kun nogle få tusinde miles i den, og stillede den i garagen. Efter 20 års "fangenskab" får sønnen lov at gøre den køreklar igen, men har ikke pengene til at holde den kørende, så han sælger den til John Andrews. Han kører den tværs over USA, kører lidt i den, men sælger den til en forhandler i Illinois, der sælger den videre til 2. forhandler (er i med endnu?). Via en bekendt i Gråsten, der igen har en bekendt i USA, får HH fingrene i den i 2008, og får den sendt hertil. Bilen har altså kun haft to "rigtige" ejere, og har stort set ikke kørt.

  

HH demonstrerer her, hvor let det er at få taget op og ned: fjern dækkenet.......

  

.....tryk på en knap, og taget går op........

  

.....tryk på en anden knap, og ruderne er på plads. Hvor svært kan det være? Og det ser altså bare godt ud. HH har ikke lavet noget særligt ved bilen (bort set fra lidt smøring af gummilister ved vinduer og trykknapperne til kalechen), og bort set fra et par småting fungerer alt fint. HH vil dog gerne have det komplet nye karburator-pakningssæt monteret som han har liggende. Bilen ryger lidt i tomgang. 

  

Sådan en trekant på bagklappen betyder jo Pontiac. Det vidste vi selvfølgelig alle, og godt for det. Det eneste sted der står Pontiac på bilen, er nemlig på navkapslerne!

  

Bilen er stor, rigtig stor. Her er blik og krom nok til tre "husholdnings-japanerfræsere".

   

Som i kan se det på billedet nedenunder og på det allerførste, er det originale sidespejl meget lille. Selv på min Suzuki Alto ville det virke småt - men måske ville det se godt ud?! Måske skulle man montere et mere? Et fremtidigt fødselsdagsønske? Jeg har på fornemmelsen, at alt ved HH helst skal være så originalt som muligt - men nu vi er ved det, så havde jeg nu sat en anden lydpotte på, med lidt mere "bulder" i!   

  

Speedometeret er i miles, og der er ingen omdrejningstæller. Det er der heller ikke behov for. Bare hæld benzin i i den ene ende og stamp på pedalen i den anden ende, så skal V8-ren nok klare resten. Som HH siger, med et glimt i øjet: den sluger jo "lidt" benzin (men man kan jo ikke både være god ved sig selv, og spare - siger jeg).  

Og hvordan kører den så? Det kan siges meget kort: formidabelt! Bilen ligger retningsstabilt på vejen, har en herlig V8-lyd, og formår at videregive den helt rigtige US-"flyderfornemmelse". I kan næsten se det på ejermanden, her hvor vi er på vej til en tur Kær halvø rundt. Der er absolut ingen ryk ved gearskifte, og man sidder behageligt og kan nyde alle lyde og lugte.

  

Sidder man bag rattet virker bilen mærkelig lille (ja, alt er selvfølgelig relativt, når nu der er over to meter køler foran én) fordi langt over halvdelen af bilen er bag én. Eneste minus jeg kunne finde var, at man sidder forholdsvist tæt på rattet. Det gør det lidt sværere at dreje tilbage til "nul".

Hele historien er som denne bil, lang, meget lang. Jeg har med vilje afkortet den voldsomt. Ellers ville vi sidde her i maj endnu! Få hellere hele historien af Hans Henrik. Som jeg kender ham, er jeg er sikker på, at han med glæde vil fortælle den i sin fulde længde.

Stor tak til Rita og Hans Henrik for jeres udsøgte gæstfrihed, de fire k-er (kaffe, kage, køretur og kirsebær), og ikke mindst for at få lov til at køre jeres dejlige bil - en oplevelse for livet.

Håber at se jer rigtig meget derude, når næste køresæson "står for døren".

Mojn

Poul

 

Tilbage til forsiden