Forsiden

als-veteranklub.dk

 

         

 

  

Man siger altid, at er man god til at opfinde noget, er man en værre "Ole Opfinder". Hvis det er   tilfældet, så må Egon, som denne Månedens Køretøj handler om, være hans læremester!  

Havde Egon taget patent på bare halvdelen af de pusse-løjerlige påfund, som han har installeret i     sin campingvognen, ville han have råd til at købe sig en ny, stor, flot én. Nåh nej, det er jo ikke lige  det han vil. Og godt for det da.....

 

 

Månedens Køretøj

Marts 2010

MKP Smutti campingvogn 1982

 

Ja, det drejer sig altså om en campingvogn denne gang. Endda en dansk produceret én af slagsen! Karetmager Mikkel Kristian Pedersen startede sit firma i 1923. Fra sidst i `50-erne til 1988 producerede han i Kolding de kendte MKP-vogne. Der har eksisteret adskillige danske fabrikker gennem tiderne. MKP er måske den mest kendte, og producerede ca. 7000 stk., helt i glasfiber. Synes i denne Smutti er lille, så findes der altså også én der hedder Petit, som er et "nummer" mindre.

  

Det grønne "lyn" i kan se på billederne, er en 1000 Super, altså på 1100ccm, og har ingen problemer med at trække MKP-en. Om vinteren er Tove og Egon nødt til at køre i den røde bagved! Uha, skæbnen kan være hård. Vognen er købt hos Ulkebøl Campinggård i `98.

                               

Som sagt er karossen helt i glasfiber, rammen er galvaniseret og der er dobbelte ruder. Vognen er malet over sidste forår med en rulle. Det er nu faktisk blevet rimeligt, må jeg sige. Desuden har Egon været kunstnerisk, som i kan se. Der kan monteres fortelt i bagenden (hedder det så fortelt?) og som det ses, er der "indlagt" lys, som stammer fra solcellen på taget. Pris ca. kr. 1600,- og den laver 12V/17W.   

                            

Som i kan se, er der masser af plads. Den ene seng er ca. 15 cm kortere, idet køkkenet er lidt længere end skabet. Oven på køleskabet, der "kører" på gas, har Egon lavet en varmeveksler (det er røret i kan se ovenover). Den består af et 100mm rør, ca. 40cm langt, monteret på højkant, isolering udenpå. Inden i er der 6 kobberrør. Den varme luft fra køleskabets kompressor bliver ledt op gennem varmeveksleren, og varmer de ca. 2,8 liter vand, der er i kobberrørene, op til ca. 70 grader. Perfekt til en gang opvask. Kondensvand drænes væk i bunden.

For at det ikke skal være løjn, så sidder der faktisk en varmeveksler oven på denne varmeveksler! Det er en alu-kasse med skillevæg. Gennem denne ledes, den nu noget afkølede, varme luft. På den anden side af skillevæggen kan luften blive op til ca. 40 grader. En blæser fra en computer sørger for at denne luft bliver ledt ud af en tyk slange, der munder ud på siden af skabet. Forudsat selvfølgelig at spjældet i veksleren er åbnet med håndtaget. Den varme luft er lige perfekt til en kold aften.     

  

Hjemmelavet gaskasse med ekstra opbevaringsrum. Voltmeter og amperemeter, så der kan holdes øje med batteriets tilstand.  

   

Lamperne har 12V diodepærer. Radio over spisebordet. Hygge i højgear.

"Udstødningsrøret" i kan se til højre under kofangeren, er endnu et af Egon's hitte-påfund: Lav et par slidser i hattehylden, skær et hul i bunden af bagagerummet, montér et godt stort rør, og vupti, så er der ingen dug på bagruden mere! Hvorfor nu opfinde et air-condition-anlæg, når det kan gøres for kr. 2,80 eller deromkring?

  

Og hvordan kører den så? Eller måske mere korrekt: hvordan er den at være i? Ja, det nåede vi altså desværre ikke at få testet (på grund af antallet af pusse-løjerlige påfund). Men, hvis det nogensinde skulle blive sommer igen, kan det da være, at jeg bliver budt på en kop kaffe i vognen, så vi kan teste dens "brugbarhed"? Det kunne da være hyggeligt. Hvorfor har jeg allerede nu den mærkelige fornemmelse, at den vil score 12 ud af 10 mulige?

Jeg synes i skal gøre jer selv den tjeneste at stikke hovedet indenfor (i campingvognen) næste gang i ser den. Måske kan i få en guidet tour. Det skal ses med egne øjne. Det kan faktisk ikke beskrives. En tunet MKP! Ja, så har jeg set det med.

For et par bestyrelsesmøder siden, foreslog jeg at vi anskaffer os en veterancampingvogn i klubben, da jeg synes at alt tidstypisk udstyr til vor hobby er sjov, og hører med i det samlede billede. Det blev nedstemt, bl.a. med: "Hvor skal pengene komme fra?". " Hvem skal passe den?". Hvem skal hente og bringe den?". Hvor skal den stå?". "Dækker forsikringen, og hvordan skaffe pengene?" Det havde jeg ikke lige de rette svar på dengang, da jeg jo som bekendt kører motorcykel (det gør det jo lidt svært, ikke?). Det har jeg til gengæld nu, hvor vi har fået ordet "udvalg" indføjet i vores klub-sprog. Det skal vores "campingvognsudvalg" selvfølgelig! Forestil jer udvalget mødes på forårets første dag med høj, blå himmel, solskin og fuglefløjt ad libitum! Og så er alle fri for at gå i motionscenter og solarium. Fornøjelser ganske gratis.

Meningen med campingvognen skulle være, at vi tog den med hvor vi træffes, f.eks. ved slottet. Et klubbanner blafrer i vinden og vupti, så har Ole et " indmeldelses-kontor", i hvis tryllebindende indre nye medlemmer slet ikke opdager, at de underskriver en livsvarig kontrakt med Ole om at betale en "hund", hvert år til juletid. Der kunne måske også sælges sodavand under bordet (hvor skulle de ellers stå?) til ågerpriser, og fortjenesten kunne (efter skat, selvfølgelig) flyde direkte i klubkassen, til gavn og glæde for alle medlemmer. Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver altid så pokkers tørstig af at stå flere timer i solen og snakke om gamle køretøjer.

Men måske skulle vi bare forsøge at overtale Tove og Egon til at tage "Smutti" med, når de alligevel kommer til vore træf?

Har i fået lyst til at vide mere kan bl.a. MKP Caravan Club International (www.mkpcaravan.dk) give flere oplysninger.

Tove og Egon: må der komme mange solskinsdage de næste mange år!  

Solskins-sommer-hilsen

Poul

  

Tilbage til forsiden