Forsiden

als-veteranklub.dk

 

         

 

Nogen gange er man bare heldig, sådan rigtig heldig! Nedenstående krævede nemlig to køreture. Første gang (efteråret 2008) blev det for hurtigt mørkt, og det var koldt (det var da en skam).

Her er hvad jeg nåede at få noteret: købt i Ribe for 1 mdr. siden - forbavsende lidt vindstøj - ikke koldt i kabinen, selv om der er koldt udenfor - blinklys i motorhjælm (eneste årgang med det) - 3 gears automatik - V8 motor - lidt bløde sæder (men ikke ubehageligt) - dejlig V8 lyd (desværre lidt for lidt at høre efter min smag) - kommer fra sydcalifornien - der er ingen rust - skal have undervognsbehandling til vinters.

 

Månedens køretøj
Juni 2010
Ford Mustang Luxury Convertible 1967

Ja, lad os bare slå det fast med 7-tommer søm. Jørn er en heldig mand. Han har fået sin livsdrøm opfyldt, og dermed mener jeg ikke et medlemskab af als-veteranklub til 100,- pr. år. Neeeej, se bare på nedenstående billeder af dette pragteksemplar af et køretøj.

   

Jørn kan oplyse at der i 1967 er produceret 472.121 stk. Ford Mustang, hvoraf kun 4848 stk. er i luxury-udgaven. Forskellen på den almindelige udgave, og luxury-udgaven, er at indtrækket ikke er sort, men i vognfarve, der er alu-instrumentering, armlæn på døre, tonede ruder og elektrisk kaleche.  

  

 

Som det ses: masser af krom, masser af plads, og selvfølgelig automatgear. Luxus på 1. klasse!       Bilen er hentet i Californien (sidste ejer Robert Maclay), købt hos privat i Esbjerg fundet på nettet,    og og sat i stand for 37.000 kr. hos en forhandler. Desværre blev det ikke noteret på registrerings-         attesten, at det er en veteranbil, så den måtte lige synes igen. 

 

  

 

Jørn har fået lavet nyt indtræk i vinteren 2008/2009 i de originale farver, ligesom bilen indvendig er malet i de originale farver. 1967 havde 108 inch wheelbase (akselafstand), større grillåbning,        længere og bredere karosse, nyt instrumentbord og de karakteristiske "gæller" (luftudtag) på motorhjælmen, som det ses på billede længere nede af siden.

 

   

 

Kommer der sådan en galopperende hest i dit bakspejl, er det nok en god idé at trække ind til højre! Selvfølgelig skal der være to dobbelte udstødninger på sådan en "blærerøvs-slæde". Det tror jeg       også jeg vil have på min Suzuki Alto. Ali-fælge har den jo. Jeg har også tænkt på et par fartstriber.  Vupti - så har jeg en racer der går 18 km/l. Hvad siger i så? Sidespor! Sorry.          

   

For at kigge rigtigt på billedet af disse flotte, originale fælge, må i lige dreje hovedet 90 grader til venstre (for dem der ikke kan det - drej skærmen!). Har desværre ryddet op på computeren, og smidt billederne ud, så jeg kan ikke dreje det mere. 289 er motorstørrelsen - vistnok i kubikinches. Jørn oplyser at der er lavet 5 motorstørrelser fra 120 hp til 425 hp.

   

Jørn er medlem af Mustang Club of Denmark. Originale klistermærker i vinduerne er altid et kig værd. De fortæller ofte en hel del om køretøjets tidligere liv.

                      

Og så skal vi lige have "tag-øvelsen". Det er ikke særlig svært, når én af bilens options er en motordreven kaleche. Flot ser den ud nu ........

   

   

........ og flot ser den ud, som den står der med taget oppe. Nogle åbne biler ser nærmest ud som en våd hund, når først taget kommer op, men Mustangen misklæder det i hvert fald ikke.

    

Bagruden er af glas, ikke plexiglas som i mange tilfælde. Læg mærke til at den er todelt, med en liste i midten!

  

Til højre ses luftudtagene hvor der er monteret blinklys, der kan ses fra kabinen. Desværre var mit kamera ikke hurtigt nok til at fange blinket, så det må i selv få demonstreret ved lejlighed.

                      

Trækruder i en cabrio- helt ærligt! Ja, man kører måske nok med kalechen oppe en gang i mellem i Californien - eller gør man nu også det?

Og så til den meget vigtige køretur - i dette tilfælde Kegnæs rundt. Ja, det har jeg da været masser af gange, men aldrig har Kegnæs Fyr lydt så godt! (fyret ses her lige fremme, hvor vi er på vej over dæmningen). Dejlig V8-lyd. Jeg har vist sagt det flere gange før, men jeg siger det gerne igen. Bare man kunne få den på flasker. Jeg ville blive stærkt afhængig af det produkt.

Bilen kører perfekt, som sagt herlig lyd, rigtig amerikaner-flyder-fornemmelse. Dejligt med lidt frisk vind i håret, herligt solskinsvejr, ingen mislyde, dejlig blød affjedring, blødt gearskifte. 

 

Fine og letlæselige instrumenter. Der er hvad der skal være (plus en "slat" ekstra), pænt placeret. Det må være en sparemodel. Der er kun to pedaler! Automatgear selvfølgelig (i sådan en bil kan man vel ikke leve uden). Til gengæld kunne man godt leve uden radio. At tænde radioen ville være synd. Bedre "baggrundsstøj" findes alligevel ikke.

Tak til Jørn for sludder og køretur. Det var en ganske særlig oplevelse.

Vi ses derude gutter (det må jeg ikke sige, har jeg fået at vide - der er også "gutinder" i klubben) selv om vejret lige nu (igen) er noget l..t. 15 grader - jeg synes jeg kan mærke vinterens frost i mine knogler igen! For os på to hjul er det da bare helt forkert.

"Sommer" - mojn.

Poul

 

Tilbage til forsiden