Forsiden

als-veteranklub.dk

 

         

 

Hvad gør man når et klubmedlem er ved at være oppe i den alder, hvor kørekortet måske ikke bliver fornyet næste gang? Ja, man skynder sig selvfølgelig og besøger vedkommende, og får en sludder     om om "de gode gamle dage" og en lille køretur.

  

Månedens Køretøj
Juli 2010
Renault Dauphine Gordini 1964

Sidste år fik jeg den tilbudt af klubmedlem Brian. Prisen var for høj. Så vidt jeg husker havde han købt den i Varde med næsten en hel bil i reserverdele. Så købte klubmedlem Erik den. Han beholdt  skærme og døre. Dem havde klubmedlem Hans ikke plads til. Nu har jeg fået den tilbudt igen. Den er stadig for dyr. Øv og atter øv!

                          

Hans passer på den "lille" som var det en baby. Den har ærespladsen i carporten, pakket godt ind i diverse tæpper mod støv og kulde.  Den nymodens japanerfræser må stå udenfor.
Da jeg besøgte Hans og Ester havde den ikke været startet i over en måned, men efter 3. forsøg vækkes den til live. Hans kan ikke lide disse nymodens automatchokere, og heldigvis er der en god gammeldags håndchoker. Så ved man da hvad man har med at gøre! Motoren går hurtigt fint jævnt med en rolig tomgang, lige som den skal. 

   

Den opmærksomme lytter ser straks at bilen en hvid indvendig. Efter min mening det eneste der er et minus ved bilen. Formodentlig har den været hvid i sine "unge dage". Men den røde lak fejler ikke noget. Ud over et par enkelte steder, er der ikke noget at udsætte på bilen.

          

Amedee Gordini - logoet på forskærme og bagklap, samt de kølende luftindtag til bremser og motor signaliser: "Her kommer en "hurtigfræser" der vil fremad - ryk ind til siden". Det er en mere sportslig udgave af Dauphine, der for øvrigt betyder "kronprinsesse".

   

Skal man have fat i reservehjulet, er det ikke i bagenden man skal søge. Et snoretræk i bagagerummet udløser en klap under forreste kofanger (ser lidt ud som om monsieur Gordini taber underkæben). For øvrigt det eneste sted, der godt kunne trænge til lidt omsorg - hjulet kunne også godt bruge lidt maling. Ikke så underligt, med den placering. Der er et par huller i kofangeren. Har der mon siddet lygter?

                  

Nu da klappen alligevel er åben, kan vi lige så godt se lidt på bagagerummet. Ja, det ligger foran...

            

.....og motoren ligger bagi. Ikke just nogen krudtbombe (efter nutidens normer), og den støjer lidt (efter nutidens normer). Motoren burde i denne årgang yde 40hk af 845ccm.

                      

Skyderuder og indvendig drejedørlås. Vi befinder os i en anden tidszone.

  

Trækruder. Stadig den der fjerne tidszone. Eftersom det er en special, mere racerbetonet udgave af den "almindelige" Dauphine, er der nu ikke mange instrumenter at finde. Det hele er nærmest spartansk indrettet. Den originale radio er erstattet med en halvmoderne (læs: hæsselig) ikke virkende eftermontering. Mon ikke der er en tidligere ejer, der har scoret sig et pænt eksemplar til sin bil? 

  

Som man kan se, er der masser af aflæggerplads, og indstigningsforholdene er meget gode. Der er ingen seler. Heller ikke nødvendigt, det går jo ikke så stærkt!

                  

Flotte logoer de lavede dengang. Rigtige kunstværker.

Og så til den vigtige, sidste øvelse. Køreturen. Alt virker som det skal, dog har monsieur Gordini tendens til at gå i stå ved hvert kryds, indtil han er varm, men det er da noget der må kunne løses uden de store armbevægelser? Sæderne er dejligt bløde at sidde i. Man sidder ret lavt. Det er et herligt solskinsvejr mens vi kører os en (alt for) lille tur på midt-Als.

  

Da jeg var på besøg, var bilen til salg, for Hans er 81 år, så måske opgiver han snart det der med at køre. Tak til Hans for en dejlig køretur. Godt at vi lige kunne nå en sidste trilletur efter et langt liv fyldt med biler og motorcykler, inden den store, stygge doktormand (måske) snupper køre-kortet for altid. Når det sker, er der måske nogen der kan køre Hans og Ester en søndagstur (det kan også være om tirsdagen). Så kan de mindes dengang det var før det var nu! Jeg er sikker på, at det vil der komme rigtig mange gode historier ud af.

Hans og Ester kan nemlig fortælle mange sjove historier fra et langt liv med mange dejlige køretøjer (Ford A, Nimbus med sidevogn o.s.v.). Dejligt at sidde der i køkkenet over en kop kaffe og høre alle historierne, og se billeder fra "gamle dage".

Tak til Hans og Ester for kaffe, hjemmebag og en hyggesludder.

Klubben ønsker alt mulig held og lykke for fremtiden.

Mvh

Poul

 

Tilbage til forsiden